DanskEnglishDeutch

Kunstudstilling med EPS kasser fra Styropack

Fredag den 11. april afholdt kunstnerne Iben Kofod og Carina Jo Sivager fernisering på en kunstudstilling med EPS kasser under navnet "Rumlig 3" i Århus Kunstbygning.

Iben Kofod har malet direkte på kasserne hvorimod Carina Jo Sivager har arbejdet med fotografier. Denne vekselvirkning mellem maleri og fotografi giver sammen med forskellige højder på kasserne en spændende kontrast.

Udstillingen vises frem til den 8. juni 2008.

Herunder ses resultatet af EPS kasser anvendt på en sjov og anderledes måde!

 At times we think we know ourselves in time, when all we know is a sequence of fixations in the spaces of the being’s stability

Gaston Bachelard

Ved første øjekast minder udstillingen Rumlig 3 om et kæmpemæssigt Dominospil, der er monteret på væggen. Væggen er dækket af EPS kasser, hvis bunde er udsmykket og vender ud mod beskueren. Carinas Jo Sivagers fotografier er monteret på bunden af kasserne, mens Iben Kofods malerier er malet direkte på dem. Alle billederne står således ud fra væggen og er forbundet i serier, der hver især rummer både maleri og fotografi. Billedernes samhørighed markeres af farverne, der spænder fra det lyse og falmede til det skarpe og kradse. EPS kasserne vækker associationer til en skøn blanding af 1960’ernes minimalistiske skulpturer, 1990’ernes trash-æstetik og til barndommens lege og spil.

Som titlen antyder, er denne udstilling nummer tre i en række med rummet som omdrejningspunkt. Galleri Asbæk i København var i 2004 rammen om Rumlig 1, der forsigtigt antydede en samhørighed mellem Sivagers blege landskaber og Kofods polerede pangfarveinteriør. Med Rumlig 2 i Århus Kunstbygning i 2006 blev samarbejdet intensiveret, og værkerne kom fysisk tættere på hinanden. To lange friser med henholdsvis fotografier og malerier, placeret direkte under hinanden, gav desuden en ny dybde til udvekslingen mellem de abstrakte og de figurative former. I Rumlig 3 går Kofod og Sivager planken ud med et kæmpe fællesværk, hvor de enkelte motiver helt fra begyndelsen er tænkt som komponenter i et fælles udtryk. Begrebet om det rumlige refererer nu ikke blot til billedernes fiktive rum, men til de mentale rum, der knytter sig til menneskets hukommelse. I fællesskab har de skabt et appellerende og håndgribeligt landkort af små rum, der kan åbnes og lukkes alt efter beskuerens egen historie og erindring.

Teksten er skrevet på baggrund af udstillingskatalogets tekst af mag.art. Cecil Bojsen Haarder, inspektør på Vestsjællands Kunstmuseum.

Apr. 2008

Styropack A/S • Tvilho • DK-6752 Glejbjerg • tlf. 7979 8111 • fax 7979 8112 • styropack@styropack.dk